Home | Introduction | What's Included | Products | More Info | FAQ's

Section Orbital Exploding-type Artificial Soul timberland støvler til mænd på sears

vmzvfqzw. botas timberland novasSection Orbital Exploding-type Artificial Soul

mad_flower_shop

timberland støvler sort
21 savage timberland
男性のための木材作業用ブーツ
timberland støvler online

Surprise…eller er det? Tema om overraskelser

Af Lene Outzen Foghsgaard - 29. January 2008

 Tema bragt i Femina, november 2007.

Jo vildere, jo mere kreativt, jo mere uventet - jo bedre! Sådan tænker mange af os, når vi planlægger en overraskelse til én, vi holder af. Vi må sætte alle sejl til, mener vi, ellers er det jo ikke en rigtig god overraskelse. Men her tager vi lidt fejl, for ifølge terapeut Winnie Haarløv handler det ikke så meget om måden, vi overrasker på, men allermest om indholdet i selve overraskelsen. At vi tænker os godt om og forsøger at imødekomme nogle forventninger, som vi véd, er der. Sidst men ikke mindst kan det være en god idé at inddrage hovedpersonen. Vi bringer her to historier om overraskelser, der ville kunne tage pippet fra de fleste mænd - og også gjorde det. Læs om et hemmeligt bryllup og en overrumplende tur til London. 

Case 1. Carsten
Kvartfinale eller kæreste-tur?

Han tror, at han selv er joken. Men i virkeligheden er det bare et påskud for at få ham med ud i lufthavnen. Det er dagen før fødselsdagen, og dagen før kvartfinalen i VM i fodbold. Danmark mod Brasilien – en kamp han skal se sammen med alle vennerne - større kan det næsten ikke blive.

- Jeg syntes faktisk, at det var en rigtig fed joke – en velkomstkomité i Mummitrold-kostume, når Sus finske mor, fra Mummiernes land, ankom i lufthavnen. Det var da humor og en typisk Lotte og Sus gimmick. Jeg tror, at løgnen bare skal være langt nok ude, så stiller man ikke spørgsmålstegn.
Carsten Foghsgaard, 45 år og projektleder hos Novo Nordisk kører altså glad og fro af sted mod Kastrup Lufthavn torsdag den 3. juli 1998, dagen før sin 33 års fødselsdag. På bagsædet sidder hustruen Lotte Garbers og veninden Sus (Susanna) Sommer. Den kæmpe sorte kuffert, som veninden insisterer på at bære, virker godt nok lidt tung, da han hiver den ud fra bagagerummet, men veninden forklarer det med, at Mummitrolde-fødder jo er så grotesk store. Manden i selskabet glæder sig allermest til den kolde fadøl i baren, som pigerne har stillet i udsigt. Sus finske mor har meldt sin ankomst en time senere, så der er god tid. Trekløveret hygger sig, øllen smager fantastisk, de taler om joken, men så er det, at veninden pludselig forlader arenaen. Flad af grin. Der er nemlig sket det, at hustruen igennem syv år, Lotte Garbers, har udtalt de magiske ord.
 – Carsten du skal ikke klædes ud som Mummi, du skal med mig til London. På en forlænget weekend, kun dig og mig. Det er din fødselsdagsgave!
Der bliver helt stille omkring de to barstole. Den kommende fødselar tager sin øl og bunder den. Han er tavs og indadvendt, og stemningen er tydeligvis trykket. Han siger høfligt tak og nej, hvor er du sød, men det kommer ikke fra hjertet, og det mærker både hun og han. I flyet falder Carsten Foghsgaard i søvn og siger selv, at der bare er helt tomt inde i hovedet. Sådan lidt som at være i chok, forklarer han.
- Jeg kunne ikke forstå, at jeg var blevet snydt - at Lotte havde aflyst MIN fødselsdag. For første gang i mange år, havde jeg endelig fået arrangeret noget. Alle vennerne skulle komme først til volley på Espergærde strand og så hjem til grill og fodboldkamp i fjernsynet. Jeg glædede mig vildt til den aften. Alle kom, og vi skulle se fodboldkamp. Danmark mod Brasilien. Volley ad libitum, øl og kvartfinale i WM med vennerne, jeg kunne nærmest ikke få en bedre weekend. 
Selvom Lotte Garbers gentagne gange på vej op i flyveren og også under flyveturen bedyrer, at hun har arrangeret volley med vennerne en anden fredag, så tager det hendes elskede omkring et døgn at komme sig så meget, at han kan nyde både byen og nuet.
- Til min polterabend havde jeg præcis samme fornemmelse i kroppen. Her kom overraskelsen også som et brag, helt bag på mig. Jeg er ikke god til den slags og bruger måske længere tid end andre til at komme mig. Når det så er sagt, så vil jeg sige, at den fødselsdag i London med Lotte blev ret uforglemmelig. Da chokket først havde lagt så, og vi gik rundt i gaderne fredag eftermiddag, begyndte vi at grine. Og vi grinte meget. Vi fandt en engelsk pub, der var genial, hvor vi drak pints og fandt et superhjørne, som vi reserverede til kampen senere på aftenen. Så løb vi ud og spiste burgere, og da vi kom tilbage var baren gul og blå. Og jeg overdriver ikke. Der sad vel 50 brasilianere i fuldt fodboldudstyr.
Parret når lige at tænke - tør vi være her, men bartenderen beroliger med, at det går nok. Da Martin Jørgensen scorer til Danmark efter kun halvandet minut, brøler fødselaren så det giver genlyd helt ud på gaden, også selvom han havde bestemt sig for at holde lav profil. Men så er stemningen ellers lagt. Der bliver råbt og skreget, skålet og drukket øl. Carsten Foghsgaard fortæller.
- Det er uden tvivl en af de største oplevelser i mit liv, og jeg ville ikke have undværet et sekund. Det blev godt alt sammen, også selv om jeg bedst kan li´, når jeg har styr på tingene. Jeg er ingen kontrolfreak, men de gode momenter, dem vil jeg helst kunne glæde mig til, for glæden før, betyder mindst ligeså meget for mig, som selve oplevelsen. London-turen har gjort, at vi nu planlægger sammen. I hvert fald de store overraskelser. De små overraskelser skal have lov at dukke op, for de er vigtige i hverdagen. Bif-turen, byturen, eller hvad den anden finder på. Men de store ting, dem skal man ikke overraske med. Ikke mig i hvert fald. De tager pippet fra mig. Og den halve fornøjelse.

Case 1. Lotte.
Med vold og Mummitrold

- Min veninde Sus og jeg har altid været kede af, at vi ikke er blevet shanghajet til CIA. Vi har nogle agenter indeni, som ikke rigtig folder sig ud i det daglige, så når der er mulighed for det, skal det gøres ordentligt! Joken med Mummi var en skør ide, som Carsten hoppede på uden at blinke. Han stoler på mig, sådan er det at være elsket! Jeg havde behov for at lave den weekend for ham, fordi vi på det tidspunkt havde små børn, og så er noget af det sværeste at få tid til at være ordentligt sammen. Det var hovedformålet med London-turen, så da han havde arrangeret hele sin fødselsdag, ringede hans stygge kone rundt og omarrangerede. Vennerne fik en ny dato et par måneder senere, og så mente jeg jo, at jeg havde klaret den ting. Jeg ved jo godt, at Carsten har det med at gå i freeze, hvis han bliver spontant overrasket. Men jeg ville gerne have, at han var anderledes på det punkt, og derfor prøvede jeg med vold og Mummitrold at ændre på den ting, hvilket selvfølgelig mislykkede – Carsten kan og skal ikke laves om. Dét der jo også skete var, at Carsten befandt sig et helt andet sted, da han fik beskeden. Sådan havde jeg slet ikke tænkt på det. Han var slet ikke gearet til at tage af sted. Han skulle bare være en times tid i lufthavnen og så hjem og fejre fødselsdag dagen efter. Jeg havde planlagt turen og var opsat på, hvad vi skulle. Den der situation i flyveren med en sovende mand ved min side, husker jeg tydeligt. Jeg hev en roman frem og bildte mig ind, at hold da op, hvor hyggeligt, men det var det jo ikke. Hånden på hjertet så anede jeg ikke, hvor livsvigtig den kamp var for ham. Jeg ved jo godt, at min mand er vild med fodbold, men det er godt nok skræmmende, at fik han valget mellem en tur til London med mig eller fodbold med drengene, så tror jeg, at han havde valgt det sidste! Gud være lovet havde jeg bestemt, at vi skulle til et sted, hvor det tilfældigvis faktisk var federe at se den kamp, fordi der lige sad 50 brasilianere, og England spillede med i den anden kvartfinale, så byen kogte. Havde jeg valgt en wellness-weekend på et buddhistisk kloster uden tv-adgang, havde det nok betydet skilsmisse. Det blev en supertur. Det ved jeg, at også min søde mand synes, men jeg gør det ikke igen. Jeg har lært det helt konkrete, at vores overraskelser skal planlægges sammen. Jeg har lært, man bliver nødt til at følges ad i de processer, der hedder at glæde sig og at planlægge. Nu sker der det, at jeg for eksempel ringer til ham klokken tre om eftermiddagen og siger, jeg har booket to billetter til GrønnegaardsTeatret, om jeg skal trykke ”bestil”. Det er stadig impulsivt, men han er med. Når det gælder Carsten, er han den helt store overrasker, når han giver gaver. Han er suveræn til det og spørger altid efter ønsker, men køber noget, han selv finder på. Carsten rammer plet, fordi han ser mig og ser, hvad jeg kan li´.
Case 2. Mette.
Hun arrangerede brylluppet. Han vidste ingenting.

80 gæster er inviteret i al hemmelighed. Ikke én taler over sig, og ikke én gang får han mistanke. Ikke engang da han på selve dagen skal låne 100 kr. i hendes pung og ser, at der ligger mindst 10.000 kr. i sedler. - Det er noget med din fødselsdagsgave, lyder det akut fra hende, og han godtager forklaringen.

- There are nine million bicycles in Beijing. That´s a fact, it´s a thing we can´t deny, like the fact that I will love you till I die…. Katie Melua´s verdenshit bliver spillet efter ja´et i kirken. Også det har bruden arrangeret, og hun kommer veninderne i forkøbet. De har ellers hyret en sanger til at synge den under festen om aftenen, men som en af dem siger i sin tale. - Mette, du er altid lige lidt hurtigere. Sangen har en helt særlig betydning for Mette Dybbro. Hun holder af den, fordi det er en smuk kærlighedssang, men også fordi, det er det nummer, hun og veninderne spiller igen og igen på vej til Amsterdam uden mænd og børn sommeren 2006. Dengang lover hun sig selv og resten af bilen, at skal hun nogensinde giftes, så er det med Katie Melua´s som del af ceremonien.
- Michael og jeg mødtes i leasing branchen. Der gik et år, så var vi kærester, og året efter blev jeg gravid med Sigurd. Jeg har aldrig lagt skjul på at jeg gerne ville giftet, men jeg gad altså ikke stå der med halvmave og appelsinvand til en bryllupsreception. Det var ellers Michaels forslag, for han ville helst gøre det ordentlig og giftes, før der kom børn! Men nej tak. Jeg havde drømmen om det store, hvide skrud.  
Mette Dybbro er ellers noget af en drengepige. Umiddelbart tror man det ikke, når hun kommer gående iført lange krøller og grønne øjne, men den er god nok. Som eneste høne i kurven arbejder hun til daglig som finanskonsulent med leasing af entreprenørmaskiner, og da kollegastaben sidste år tog til Formel 1 løb i Italien, var hun eneste af hunkøn. Hun har det superfint blandt mandlige kolleger, og hun er både udpræget praktisk, økonomisk og logisk velfunderet. Men tilbage til fortiden. Sigurd, der lige er fyldt fem år, kommer til verden. Kæresten Michael Ring ønsker at stifte sit eget leasingfirma, og parret mangler et sted at bo. To store investeringer står for døren – eget hus og virksomhed. Parrets advokat råder dem til at blive gift. Juridisk er det det eneste rigtige at gøre. Mette Dybbro fortæller.
- Da vi gik op til rådhuset, havde jeg det sådan, at jeg lige så godt kunne være gået op til advokaten og skrevet en krussedulle. Farmor kom og passede, og vi giftede os på vores årsdag den 27. februar 2003. Vi havde to rådhusvidner. Det var ikke spor romantisk, sådan havde vi det begge.

En perfekt fødselsdaggave
På et tidspunkt, vinteren 2004, spørger Michael Ring så faktisk, om det skal være til næste sommer, at de springer ud i det, og hans hustru er begejstret. Få dage senere vil skæbnen og lykken dog, at Anton er på vej. Og mens maven vokser med nummer to, planlægger parret byggeri af nyt hus. Michael Ring må love højt og helligt, at der SKAL være råd også til bryllupsfest, ellers vil hun ikke have det der hus. Der bliver svoret, men i takt med at byggeriet tager fart, og udgifterne bliver flere og flere, joker den kommende husejer med, at hov dér røg den fest.
- Med Anton i maven var timingen igen ikke til det, og tiden gik. Da jeg på et tidspunkt, september 2006, endnu engang bringer brylluppet på banen, finder jeg jo ud af, at Michael jo slet ikke har samme behov for den fest. Han hader at være centrum, og det ved jeg jo godt. Og fordi han er så perfektionistisk, ville han have ondt i maven et halvt år inden arrangementet. Jeg slog mig til tåls med, at sådan var det.
Julen 2006 står for døren. Der er gang i 117 ting, og Michael fylder 40 år til marts. Midt i december slår tanken pludselig ned, hvad om hun giver ham et surprice-bryllup i fødselsdagsgave. Så behøver han slet ikke at være nervøs, han skal bare slappe af. Bingo!
- Jeg sov overhovedet ikke den nat. Var det bare en helt vild ide, og hvad med økonomien? Dagen efter spurgte jeg min bedste veninde og hans bedste ven Peer. Jeg bad dem tænke på Michael, om han ville blive glad for det. Peer kendte jo godt historien om dengang Michael til sin 30 års fødselsdag var ved at besvime, da der kom 20 surprise-gæster ind ad hans dør. Min veninde var på. Og Peer mente også, at det gik an. Det var meget vigtigt for mig, at beskeden om brylluppet skulle gives til Michael ordentligt og helt stille og roligt. Det måtte Peer love at tage hånd om. 
Der går nu nogle uger, hvor Mette Dybbro overvejer frem og tilbage. Men en dag tager hun telefonen og ringer både til sin faster, der er præst og til selskabslokalerne i Vedbæk Stationsbygning – begge steder er svaret positivt og beslutningen tages. Brylluppet skal stå den 17. marts 2007 og forberedelserne kan begynde. Nytårsaften er der tre veninder, der blinker til hende.

Heftig løbeaktivitet
- Jeg delte brylluppet med rigtig mange. Jeg bad om hjælp og fik en masse hjælp, og det var helt fantastisk, for jeg var nødt til at få den. Mange ting var nemmere, for jeg bestemte jo suverænt alting selv. Nogle gange var det lidt, som jeg tror, det ville være at have en affære. Det føltes vildt ubehageligt at fortie noget så stort og vigtigt, men alligevel var jeg aldrig på nippet til at sige noget. Så ville overraskelsen være faldet fra hinanden. Jeg løb utrolig meget i den periode, for så kunne jeg tænke bryllup – i fred og ro - alt hvad jeg skulle huske. Jeg skrev ingenting ned, før jeg kom på arbejdet. Jeg var så bange for, at Michael skulle finde noget. At han skulle ane uråd.
Det lykkes den kommende brud at invitere 80 gæster til kæmpe bryllupsfest med start i Høsterkøb Kirke kl. 15.30. Alle er inviteret mundtligt, da hun ikke vil have noget ud på skrift i det tilfælde, at Michael skulle komme uanmeldt forbi. På selve dagen er kirken stuvende fuld, da gommen, der får overdraget nyheden tre timer før, træder ind i det rum, hvor hans kommende hustru tropper op lidt senere. Han venter længere end normalt på sin brud, for ude i våbenhuset opdager Mette Dybbro, at buketten stadig ligger hjemme på køkkenbordet - det eneste kiks på en særlig og vellykket forårsdag. Gommen venter og får noget ekstra tid til at vænne sig til tanken.
- Da jeg mødte hans blik, på vej op, var det et anerkendende blik, der føltes varmt og befriende helt ned i tæerne. Så slappede jeg af. Jeg synes nogle bryllupper er meget, meget formelle, men vores fest var en slags forløsning for alle, ikke flere hemmeligheder. Det betød enormt meget for mig, at det skulle blive en god dag for ham, og jeg var overrasket over, hvor meget han faktisk var med i nuet, og hvor glad han blev - guderne skal vide, at jeg var i tvivl til nærmest sidste sekund. Når jeg tænker tilbage, så er det godt, at han ikke lavede den på mig. Det tror jeg simpelthen ikke, at jeg kunne have klaret. Jeg ville have været med til det hele.

Case 2. Michael.
Det må ikke gå op i boller og karry

- Mette havde sørget for at arrangere en brunch for mig. En brunch, der handlede om, at min ven Jon fra Bangkok kom forbi København, og vi derfor skulle mødes nogle venner. På vej hjem sagde min ven Peer, at vi lige skulle omkring Lyngby og hente en bordplade hos en bager. Vi kom ud i baglokalet, hvor der stod en kæmpe bryllupskage med indskriften ”Mette og Michael”, men det tænkte jeg ikke videre over - det var der jo så mange, der hed. Peer kom så med et brev, som han bad mig læse. Det var et langt brev fra Mette, hvor hun skrev, at jeg endelig ikke måtte gå i panik, og hun jo bare ønskede, at jeg fik en fantastisk dag, og at det var min fødselsdagsgave! Først da hun til sidst i brevet skrev - vi ses i kirken kl. 15.30, faldt tiøren. Jeg begyndte at svede helt vildt. Og mens det skete, så jeg vennerne fra brunchen springe frem. De havde gemt sig i lokalet. Peer sagde, at jeg bare skulle slappe af, og at der var sørget for en nystrøget smoking, som vi nu skulle hente. Klokken var på det tidspunkt halv et. På vej i bilen, ringede hans mobil, og det var Mette. Vi talte ikke sammen, det var noget hende og Peer havde aftalt, men jeg råbte til hende – der fik du mig, og hun sagde senere, at det beroligede hende at høre de ord. At jeg kunne joke var for hende et godt tegn. Da jeg kom op til kirken, blev jeg overvældet over, hvor mange, der var kommet, og at folk kom hen og sagde tillykke. I starten var det ligesom at være gæst til sit eget bryllup. Det føltes helt uvirkeligt, men efterhånden slappede jeg af. Jeg sad oppe ved alteret sammen med Peer og ventede på Mette. Hun kom alt for sent, men jeg opdagede det faktisk ikke - jeg sad bare og tænkte på, nu var der ingen vej tilbage, og at jeg ligeså godt kunne nyde det. Mette havde skrevet til mig, at jeg under ingen omstændigheder skulle tænke på at holde tale. Det måtte jeg love hende. Og det var enormt vigtigt for mig - for roen. Talen ville have været det værste - sådan en kan man ikke bare improvisere. Jeg elsker at holde fest, og Mette havde gjort det virkelig fint. Jeg mener heller ikke, at jeg bagefter har kritiseret noget eller sagt, at dét og dét skulle have været anderledes, det synes jeg ikke, at man kan tillade sig. Egentligt havde jeg jo også lovet hende den fest! Vi havde råd til det, det vidste hun godt. Mette lånte ikke penge i banken. Hun kender mig godt nok til at vide, at jeg ville hade at bruge penge, vi ikke havde. Jeg tror virkelig, at man skal tænke sig godt om, når man overrasker et andet menneske på den måde. Man skal kende hinanden godt og have fuld tillid til, at den anden gør det for at glæde. Sådan tænkte jeg faktisk også på det den dag. At hun udelukkende gjorde det for at glæde mig. Jeg overraskede Mette med Madonna koncerten i Horsens et halvt år før brylluppet, og det var selvfølgelig en lidt mindre ting, men vildt fedt, for hun blev så glad. Når man har små børn, trænger man til at overraskes indimellem, så det hele ikke går op i boller i karry.
Psykologen Winnie Haarløv.
Den gode overraskelse findes ikke

Sat på spidsen er det faktisk livstruende at overraske et andet menneske. Sådan siger terapeuten Winnie Haarløv. Mange tror uforvarende, at de sætter det dejligste fyrværkeri i gang inde i den, de overrasker, men det er noget andet, der trigges – nemlig reptilhjernen, der reagerer med frygt og får os til at gå enten i kamp eller i chok. For at glæde skal overraskelsen svare til vores forventninger.

Lad os starte 250 millioner år tilbage i tiden. Så gammel er den ældste og mest primitive del af hjernen, også kaldet reptilhjernen. Og ikke at det nu skal handle om hjerneforskning, men når vi ifølge terapeut og forfatter Winnie Haarløv skal rundt om overraskelsens forunderlige væsen, kommer vi ikke udenom det. For det er reptilhjernen, der helt instinktivt aktiveres, når vi f.eks. nytårsaften får stød af glasset, købt i en spøg og skæmt butik, når vennerne har aflyst det vigtige møde med en ny kunde og står i lokalet og råber - surprise, eller når konen ved et tilfælde opdager, at manden har en affære. Så sker der noget ingen er herre eller dame over. Vi bliver lammet i kortere eller længere tid, og det er medfødt biologi - en rygmarvsreaktion fra dengang mammutter kom løbende over sletten hen imod stenaldermanden, der kunne løbe for livet, blive og kæmpe eller lægge sig død. Reptilhjernen kender kun en følelse, og det er frygt.
- En overraskelse er noget uventet, det ligger i ordet. Det er, når ens omgivelser reagerer, handler på en måde, der ikke passer til de forventninger, vi ellers har. Frygtfølelsen udløses så instinktivt, at man nærmest ikke fatter det. Da jeg var 11 år, stod jeg på fortovet og så min mor gribe min søster på fire, der var på vej ud foran en bus. Min mor løb fire meter på nul sekunder, en helt umulig opgave, men reptilhjernens alarmklokke gjorde hende i stand til det. Man kan strengt taget dø af det uventede, af chok, og det er der daglige eksempler på.
Terapeuten forklarer videre, at efter oplevelsen af frygt går følelserne i gang og får os til at mærke, hvad overraskelsen egentlig gør ved os af godt eller skidt. Følelserne sidder i mammalhjernen eller pattedyrhjernen, som den også bliver kaldt. Det er herfra, hele spektret af følelser sættes i gang, lige fra sorg til glæde. For eksempel - Nej, hvor dejligt. Det var helt forfærdeligt, eller nej, hvor pinligt. Følelserne kommer på banen, efter at kroppen har været igennem reptilhjernens frygtscenarium med dertilhørende svedeture, åndedrætsbesvær, rødmen, hjertebanken osv.

Du aner ikke, hvad du sætter i gang
Vi skal lige have det tredje lag med også. Det er den del af hjernen, der ifølge Winnie Haarløv kaldes neo-cortex, og det er her, fornuften sidder. Denne hjernedel er kun 2-3 millioner år gammel og kommer sneglende til sidst. – Hov hvorfor var det lige, at farbror Bo skulle give stød? Det var for sjov, ræsonnerer man. Og hvorfor har vennerne aflyst århundredets fest? Okay, det var godt ment, det kan man godt se nu. Sådan drøner tankerne omkring i tredje hjernedel og gør regnskabet op, men følelserne har sat sig i kroppen. De styrer 80% af vores adfærd, og vi bestemmer ikke selv, hvornår de kommer, hvor voldsomme de er og hvilken slags de er.
Winnie Haarløv fortæller en historie om to betjente, der for nylig kom op ad trappen og ringede på. Synet af de to fik nærmest terapeuten til at gå i gulvet også selvom de havde et harmløst ærinde og bare spurgte om vej. Oplevelsen sad flere dage efter. Men hvorfor? - Vi er tilbage i 1972, hvor det ringede på døren hos min mor og far. Uden for døren stod to betjente. De fortalte, at min lillesøster på sytten var blevet dræbt i trafikken. Den lillesøster, som min mor reddede som fireårig. Synet af de to politibetjente på mit dørtrin for leden dag udløste al den gamle sorg og frygt fra den gamle, hæslige oplevelse - også selvom betjentene faktisk havde et ærinde hos en anden beboer i ejendommen og min fornuft forsøgte at fortælle mig, at alt var fint.
Winnie Haarløv har ingen opskrift på den gode overraskelse, for den findes ikke! I hvert fald ikke som en facit-liste. Som mennesker har vi hver især en bunke erfaringer med i livet, der gør, at vi jo ikke reagerer ens – heller ikke på uventede begivenheder. Sat lidt på spidsen kunne man sagtens tro, at en buket uventede blomster som gave til en kvinde ville være en sikker overraskelses-fuldtræffer. Men hvad nu, hvis kvinden som barn så sin far give moren blomster, hvor en bi fløj op og stak moren livstruende i halsen? Hvad nu, hvis hun er allergisk overfor blomster, eller hvis de minder hende om sin elskede mormors begravelse, og hun derfor føler sorg ved synet af buketter?
- Vi aner ikke, hvad vi sætter i gang hos et andet menneske, når vi overrasker. Vi giver ofte ting og oplevelser, som vi selv ville blive glade for, men for at ramme plet, kræver det, at vi virkelig kender den, vi overrasker. Har du oplevet, at den du ønsker at overraske, udtrykker begejstring over jazzmusik eller måske kinesisk mad, så ved du, at personen vil blive glad, hvis du f.eks. tropper op med billetter til en jazzkoncert eller invitation til en kinesisk restaurant. Det handler om at møde nogle forventninger til glæde, som man véd med sikkerhed er der. 

Tommelfingerreglen for den gode overraskelse
Winnie Haarløv svarer med et ord: Indføling, når hun afkræves en tommelfingerregel for den gode overraskelse. Det handler om at glæde hinanden. Ikke om at skabe store, outrerede stunts. Tit handler sådan nogle overraskelsesstunts mere om ens egen selviscenesættelse – Se mig, se hvor fantastisk opfindsom og dygtig jeg er. Det er ikke et spørgsmål om at gøre det så uventet som muligt, men om at den overraskelse, man sætter i værk, er en, modtageren vil kunne li´. Inddrag gerne den, der skal overraskes. Hvis bruden for eksempel har givet udtryk for, at hun ikke er særlig vild med polterabender, så lyt til, at hun siger nej, og forklar hende, at du altså gerne vil fejre begivenheden med hende – og spørg hende, hvordan hun forestiller sig en dejlig aften. Hvis hun siger middag i byen og klassisk koncert, så er der massevis af muligheder for at pakke de to begivenheder ind i overraskelser, f.eks. ved at vælge arrangementer eller steder, hun slet ikke havde forventet. Men som stadig indeholder kerneønskerne: klassisk musik og skøn mad.
- Det er en misforståelse at tro, at en overraskelse skal komme fuldstændig bag på os for at være en god en af slagsen. Overraskelser skal meget hellere ramme plet. Det er hele hemmeligheden. Læg mærke til, hvad der tænder glæden hos det andet menneske. Tænder han f.eks. på rødt undertøj og stiletter, eller vil han hellere se dig i gummistøvler? Vil hun helst have overkrydderen, eller elsker hun den nederste? Se og respekter den, du vil overraske og imødekom forventningerne på din egen måde.
Winnie Haarløv understreger, at det er vigtigt, at vi gør os klar, at vi har muligheden for at sige fra, hvis situationen føles helt forkert. Vi synes måske ikke, at vi kan tillade os det, hvis alle vennerne står foran 10-meter vippen på 40 års fødselsdagen og siger: spring nu ud i det, spring nu! Men vi bestemmer selv. Vi har et reelt valg, og et rigtigt venskab skal kunne holde til, at vi er ærlige overfor hinanden. Og kan vi ikke sige det på stedet, så kan det gøres bagefter, fastslår terapeuten. Det er aldrig for sent at sige fra og fortælle andre, hvad man kan lide og hvad man ikke bryder sig om. Andre kommer til at kende ens grænser, og det er vigtigt for selvrespekten.
 

Hvis du er interesseret i en artikel, eller bare har en kommentar, så er du velkommen til at skrive her.

« Leg er for sjov, men ogsÃ¥ dyb alvor
Arbejdsglæde - Coachen Sofia Manning guider! »

Klara skal have dræn – for og imod?

Mandag var vi ved ørelægen og der er stadig masser af væske på begge ører og overhovedet intet lufttryk på begge ører. Den der dims de måler trykket med, den skal normalt vise en kurve, der er som en top eller en spids, men klaras er helt flad, vandret, på begge ører.
Så nu har vi fået en tid til dræn, d. 19.11.

Jeg er stadig i tvivl, om hvad der er det rette at gøre.
Jeg er ikke i tvivl om, at hun har ondt i dem. Hun sover rigtig dårligt, vågner meget, tager sig tit til ørerne når hun er ked af det. Hun er i det hele taget tit sur og irritabel.
Hun har kun haft betændelse en gang – i forÃ¥ret – hvor det flød fra det ene øre. Vi havde ikke bemærket noget, før det pludselig flød en morgen. Jo, natten havde da været urolig, men det er stort set alle nætter herhjemme jo…
Hun siger en masse og reagerer fint, så hun kan sagtens høre. Alligevel kender jeg da flere børn, som siger mere end hende.

Vi har brugt bio strath i flere mdr. nu, men det ser ikke ud som om det har haft en effekt.
Jeg vil gerne prøve zoneterapi, men det skal være hos en som har god erfaring med ørebørn og jeg ved ikke, hvor der findes sådan en.

Hvad er andres erfaring med dræn?
Jeg ved godt, at de falder ud igen, men det er jo også meningen. Det er jo et fremmedlegeme, så det skal ikke blive derinde. Lægen sagde det skulle falde ud indenfor 6-12 mdr.

Jeg vil bare gerne have min nattesøvn tilbage, og et gladere barn.
Trætte hilsner fra julie – der sidste nat var oppe en gang i timen…

De gamle kommentarer:

26/10 kimsi Hej Julie. Tak for snakken i gÃ¥r! Eskil har altsÃ¥ sÃ¥ bare skÃ¥ret ned pÃ¥ sit søvnbehov og vÃ¥gner lidt før 5 i stedet for omkring 6. I aften har vi sÃ¥ holdt ham lidt længere oppe, for at se om det skulle have en effekt. Og Klara… ja, jeg synes jo ogsÃ¥ stadig, at man hører langt flest succeshistorier, men det er jo altid hÃ¥rdt at se sit barn komme i narkose. Kh Kirsten
26/10 aktionwoman Sikke mange kommentarer, Jeg vil bare sige, at hvis det blir til dræn, så husk at der ikke må komme vand i ørerene. Put evt. vandskyende vat i, når I vasker hår
26/10 sasen Jeg er ogsÃ¥ klart FOR dræn, for jeg har nemligt selv prøvet det, to gange. Første gang da jeg var fem og jeg kan stadig huske det. Det var SÅDAN en lettelse at fÃ¥ al den væske og larm ud af ørene og jeg tog ikke det med bedøvelsen sÃ¥ tungt og har ikke ørelæge skræk (men jeg hader dog stadig at blive kigget i ørene ved lægen :0)). Det er en stor tjeneste at gøre dit barn og havde det været min søn havde jeg ikke betænkt mig ét sekund. HÃ¥ber det hjælper ….venlig hilsen Sarah
26/10 Cecilie Her er vist et af de tilfælde hvor det er svært at sige noget imod. Min nevø har siden han som 13 mdr fik lagt dræn stort set ikke været syg og hans sprog har nu mulighed for at udvikle sig normalt. Du lyder ikke som om du selv har haft undertryk eller betændelse i mellemøret, personligt synes jeg det er mere smertefuldt end at føde et barn! Det er et lille indgreb, med stor virkning. Men det er aldrig rart at nogen skal skære i ens barn. Good luck Susanne
26/10 deleted150165 Kære Julie ! Jamen altså, Casper har fået lagt dræn i ad to omgange, fordi de første faldt ud. Det sker jo i nogle tilfælde. Den første gang var det lidt hårdt at se sin lille purk få maske på og lukke øjenene og ligge slapt der på briksen


Upcoming Events

xx/xx/xx:  Special Sale on all products from noon until 3:00 pm!

xx/xx/xx:  Mayor Bob will be on hand for the ribbon cutting ceremony marking the opening of our newest location!

xx/xx/xx:  More stuff!